Læsestrategier

Når du skal læse, kan du bruge følgende strategier. Husk: Du kan sagtens bruge flere strategier på én gang.

  1. Oversæt ordet direkte. Rotebete – rødbede, Haus – house
  2. Led efter transparente ord. Dvs. ord, der ligner hinanden på forskellige sprog. Måske deler de sprogstamme, måske er det et låneord. Eks. kat, cat, Katze, chat, catulus/catus.
  3. Se på orddele. Måske kender du afledningen (præfiks eller suffiks) af ordet, som du kan fjerne og derved gætte ordet ud fra ordets stamme. Eksempelvis kan man ved substantivet rebellion nå frem til verbet to rebel, hvis man ved at fjerne suffikset –lion og derved finder stammen rebel, der jo er identisk med verbet to rebel.
  4. Overfør lyden fra modersmålet (eller andet fremmedsprog) til udtalen af ordet, da der også her kan være hjælp at hente. Eks. Ich bringe dir eine Katze, hvor bringen udtales [ˈbrɪŋən] næsten som det danske verbum bringe bare med mere /i/-lyd.
  5.  Tag afsæt i det indre billede, som ordet giver dig eks. substantivet Gastfreundschaft. Her vækker ordene Gast og Freund nogle indre billeder, som gør, man kan udlede, at det er noget med en gæst og en ven, noget med interaktion og venlighed og måske ad den vej nå frem til gæstfrihed.

Udnyt desuden din viden om sprogets regler, eks. ordstilling, endelser på verber og staveregler.

Fra passiv til aktiv læsning

Mange oplever, at selvom man læser lektier hjemme og slår en masse ord op som man ikke forstår, og selvom man føler man har brugt lang tid på lektien, så ender man med alligevel ikke helt at forstå, hvad teksten handler om. Problemet er at man ikke har fået hele sammenhængen med, da man laver den fejl, at man fokuserer på de enkelte ord i stedet for at fokusere på hele sætningen og dermed går handlingen i teksten tabt for en.

Prøv at besvare disse spørgsmål:

Hvad gør du, når du skal i gang med en læselektie i tysk?

  1.  jeg gør ikke noget.
  2.  jeg giver næsten op.
  3.  jeg tænker kort over, hvad der står på Lectio om teksten.
  4.  jeg tænker på, hvad jeg skal bruge den til, og hvordan jeg så skal læse den.
  5.  jeg tænker mest på det tema, vi er i gang med – hvad jeg ved om det.
  6.  jeg tjekker lige fb.
  7.  jeg orienterer mig i teksten – ser på overskrifter, billeder el. illustrationer.

Hvad gør du mens du læser en tekst til tysk?

  1. så læser jeg bare.
  2. så tænker jeg på de spørgsmål, som læreren har stillet.
  3. så giver jeg let op – der er så meget, jeg ikke ved, når det er tekster på et andet sprog.
  4. så glemmer jeg at tænke med, fordi jeg ikke tror på, at jeg får noget ud af læsningen.
  5. så læser jeg teksten mere koncentreret, hvis jeg skal skrive noget ind i en padlet om teksten.
  6. så stiller jeg spørgsmål til teksten, mens jeg læser, og jeg prøver at finde svar på dem.
  7. så slår jeg mange ord op, og jeg bliver forvirret, fordi der ikke bliver noget flow i læsningen.
  8. så bliver jeg tit meget træt.
  9. så prøver jeg at huske det, jeg læser.

Hvad gør du når du er færdig med at læse teksten?

  1. så er jeg faktisk færdig med den.
  2. så tænker jeg over, om der er nogle vigtige pointer.
  3. så skriver jeg nogle svar ned.
  4. så skriver jeg svar ind i den padlet eller google-doc, som jeg er blevet bedt om at skrive i.
  5. så har jeg fået styr på teksten og forbundet den med emnet, som vi arbejder med.
  6. så tænker jeg på, hvad vi mon skal bruge den til.

Når du har svaret på spørgsmålene, kan du med fordel give dig selv denne opgave: Lav en læselog. Læseloggen skal du bruge mens du læser lektien hjemme. Du skal notere følgende:

  • Hvilke ord slog du op?
  • Noter en sætning du ikke helt forstod, men tror er vigtig
  • Skriv en vigtig sætning ned
  • Notér fem nøgleord fra teksten
  • Hvad er tekstens tema?
  • Hvad der undrer dig?
  • Det vil du gerne spørge om i timen

Sætningsopbygning og kendskab til sproget generelt

For at kunne forstå en tekst i sin helhed, er det vigtigt at man starter med at identificere verber og forbindere i en sætning. Det vil hjælpe dig med din læsning.

Gør som følger:

  • Hvilken tid står sætningen i?
  • Er der tale om en hel- eller en ledsætning?
  • Led efter ord du kender
  • Hvad er konteksten? Får du noget at vide i teksten eller i overskriften, evt et billede, som kan hjælpe dig på vej?
  • Kan du se hvilken genre eller teksttype der er tale om? 
  • Mange ord ligner de danske (transparente) eller engelske/ fremmedord. Gæt.