Helt grundliggende for tysk er sprogfærdigheden. Derudover skal du også have viden om kultur og samfund i de tysktalende lande.
De fem færdigheder er læse, skrive, tale, lytte og samtale.
Her har vi skrevet dem i rækkefølge efter deres forskellige sværhedsgrader. For når man læser og skriver, har man god tid og kan tjekke ting i noter, ordbøger m.m., når man skal tale – f.eks. holde et oplæg eller diskutere noget, man har læst – kan man forberede sig, inden man begynder at tale, men når man skal lytte eller deltage i en samtale, er det som regel noget, der foregår her og nu. Og det er svært. Derfor kan du også regne med at være “dårligere” til at tale, lytte og samtale på tysk, end til at læse og skrive. Og du kan regne med, at din lærer ikke forventer det samme niveau af korrekthed og flydende sprog.
Man kan altså nogen gange få en højere karakter mundtligt for at sige noget lidt tøvende med grammatiske fejl, end for en helt korrekt skrevet tekst.
